KlimaRoadTour - øget ejerskab til klimadagsordenen blandt medarbejdere i Aarhus Kommune

I 2017 var klimasekretariatet på ”roadtour” internt i Aarhus Kommune, hvor Klimaplan 2016-2020 blev præsenteret. Udgangspunktet var kerneområderne i de enkelte afdelinger og formålet at diskutere muligheder for øget samarbejde om grøn omstilling. Der blev i alt afholdt 15 besøg på tværs af kommunen – primært i Teknik og Miljø, hvor der er den tydeligste sammenhæng med drift og kerneopgaver i de forskellige afdelinger og derfor mere interesse for klimafaglig viden og sparring.

Indsatsen er en del af projektet ”Viden og Kompetenceopbygning', der har til formål at sikre den nødvendige viden om klimaområdet. Et arbejde, der på sigt kan skabe grundlag for at flere begynder at tænker klimaindsatsen ind i deres arbejde ved eget initiativ.

Der er fortsat behov for viden, og at klimadagsordenen prioriteres højere i hele organisationen. Men hvor den roadtour, der blev gennemført i 2017 havde fokus på at udbrede kendskabet til Klimaplan 2016-2020 og igangsætte dialog om mulige samarbejder, vil den fortsatte roadtour øge fokus på ”mobilisering og aktiv deltagelse” i klimaindsatsen på tværs af organisationen. Besøgene vil derfor blive mere målrettede i forhold til helt specifikke indsatsområder, hvor der er et stort behov for deltagelse og initiativ. Det gælder f.eks. områder som cirkulær økonomi, omstilling af transport og grønne indkøb.