fremtidens grønne borgere

Fremtidens grønne borgere - fundamentet for det bæredygtige samfund

Hvis vi skal udvikle et bæredygtigt samfund og imødegå konsekvenserne af klimaforandringerne, kræver det radikale ændringer af vores samfund og adfærd.

Vores børn og unge mennesker ”arver” klimaudfordringerne. Samtidig bærer de også potentialet til at kunne være med til at udvikle de bæredygtige løsninger og samfundsmodeller, der skal til for at sikre en bæredygtig fremtid for både planeten og kommende generationer.

Det kræver dog en stærk forståelse - og viden om - hvordan vores adfærd, forbrug, teknologi og samfundsform skaber klimaudfordringerne.

Fundamentet for et bæredygtigt samfund skabes bl.a. i dagtilbud, skoler og i uddannelsessystemet, hvor adfærd, dannelse og kompetencer opbygges, udvikles og indlejres hos vores børn og unge.

Projektet skal bidrage til at forme fremtidens grønne borgere via undervisnings- og læringsforløb om fremtidens klimaløsninger.

I praksis vil det ske gennem videre- og nyudvikling af læringsforløb og undervisningstilbud, som kan bidrage til at fremme den grønne omstilling, som Klimaplan 2016-2020 beskriver.

Desuden vil der blive arbejdet med at oplyse om og skabe positive adfærdsændringer hos børn og unge i forhold til forbrugsmønstre.

Projektet bliver koordineret med eksisterende og planlagte indsatser - herunder Aarhus Kommunes Klimaplan 2016-2020 og Aarhus Kommunes Børne- og ungepolitik.