Aarhus Byråd vedtog i 2008 en ambitiøs målsætning om, at Aarhus skal være CO2 neutral i 2030. 

Derfor arbejdes der målrettet med forskellige indsatser, så Aarhus Kommune reducerer sin CO2-udledning. Eksempelvis har Aarhus Kommune udarbejdet Grøn Transportplan, der sigter mod at reducere CO2-aftrykket fra egne biler, ligesom Aarhus Kommune har stort fokus på klimamæssige tiltag ved eksempelvis nybyggeri.

Alt sammen gode projekter, som sigter efter at fjerne de 10 procent af den samlede CO2-udledning, som Aarhus Byråd har direkte indflydelse på.

De resterende 90 pct. af den samlede udledning har kommunen kun indirekte indflydelse på. Det er derfor, Aarhus Kommune forsøger at indgå i relevante partnerskaber, så vi i fællesskab kan skabe den grønne omstilling i vores lokalsamfund – til gavn for os alle.

Et eksempel på et sådant partnerskab er Energistrategi Aarhus, hvor Aarhus Kommune i samarbejder med lokale energiselskaber, der ejer den lokale produktion og infrastruktur indenfor el og fjernvarme. Her har partnerne med stor succes identificeret deres fælles udfordringer i forbindelse med den grønne omstilling og formuleret en række strategiske fokusområder, som selskaberne frivilligt har forpligtet sig til at samarbejde om.

Energispring Aarhus er et andet godt eksempel på et partnerskab, hvor Aarhus Kommune i fællesskab med AffaldVarme Aarhus og lokale bygningsejere og -administratorer har skabt et frivilligt netværk, hvor fokus er på benchmark af- og vidensdeling om energioptimering og energirenovering, igen til stor gevinst for byens borgere.

Det Grønne Akademi er endnu et eksempel på et partnerskab med fokus på bæredygtighed. Projektet er et samarbejde mellem Jobcenter Aarhus, Erhvervsakademi Aarhus og Aarhus Kommune, og formålet er at opkvalificere ledige, så deres grønne kompetencer matcher virksomhedernes stigende efterspørgsel på kompetencer og ressourcer til en bæredygtig omstilling af deres virksomhed.

Alt sammen gode eksempler, hvor Aarhus Kommune har indgået i partnerskaber, der påvirker den grønne omstilling, er til gavn for lokalområdet og som bringer os tættere på målsætningen om CO2-neutralitet i 2030.

Frivillige partnerskaber kan dog kun bringe os et stykke af vejen. Forskellen mellem offentlig ret og privat ret er, at man som privatperson som udgangspunkt må alt, medmindre der står skrevet i en lov, at man ikke må. Kommuner må som udgangspunkt ingenting, medmindre det står skrevet ved lov, at de gerne må. Derfor er det essentielt, at lovgivningen følger med udviklingen, så kommunerne kan foretage de nødvendige tiltag i fællesskab med de mange lokale aktører.

 

Kommunerne har meget begrænset mulighed for at bidrage til opsætning af solceller, selvom de har gode muligheder for at påvirke lokalmiljøet via lokalplaner og lokale partnerskaber - det sker allerede - men den nuværende lovgivning er ikke blevet tilrettet den nye klimadagsorden: Hvor lovgivningen burde understøtte den grønne omstilling, er den desværre i visse situationer en hæmsko. Både for de mange partnerskaber, der blomstrer op, men også for kommunerne.

Selvom det eksempelvis er lovligt for kommuner at opsætte solceller på egne bygninger og drive udviklingen på den måde, er det langt fra økonomisk rentabelt. Det skyldes et krav om selskabsdannelse, som ikke gælder hverken regioner eller staten: Kommunerne skal afregne elproduktionen fra solcellerne i et selvstændigt selskab. Det betyder, at kommunen stadig skal købe strøm ind på almindeligvis selvom forbruget sker i en bygning med solceller. I denne pris er indeholdt afgifter og tariffer, mens afregningsprisen er den rene elpris og dermed markant lavere (ca. 1/6). Hvis kommunen mod alle odds får overskud, modregnes dette i bloktilskuddet.

Det er ligeledes lovligt for kommunerne at udlægge arealer til sol - det sker allerede; men bykommuner som Aarhus har begrænset areal, og der er indlysende fordele ved at udnytte byens mange tagflader til at opsætte sol.

Hvis hele Aarhus’ nuværende elforbrug skal dækkes med solcelleanlæg, vil det kræve ca. 1.400 MW solceller – svarende til et område på ca. 20 km2, hvilket er et stort areal for en bykommune. Kunne man udnytte bare 25 pct. af tagarealerne på byens store erhvervsbygninger, så vil de kunne dække ca. 15 pct. af det nuværende elforbrug i kommunen.

Etablering af solceller på tagarealerne har dårligere økonomi end solceller på landarealer; dertil kommer den markant øgede risiko når aktørerne opstiller solcellerne på tagarealer, blandt andet på grund af ejerforhold.

Den grønne omstilling skal drives i samspil. Samspil mellem stat, lokalsamfund og de mange lokale ildsjæle. Kommunerne har - med de rette værktøjer - unikke muligheder for at drive den lokale udvikling i samspil med borgere og erhverv. 

De danske bilejere har i gennemsnit deres bil i ni år. Aarhus har en målsætning om, at ca. 40 pct. af bilparken i 2030 er elbiler. Hvis vi skal i mål, så skal knap halvdelen af alle biler, der bliver købt om bare to-tre år, være elbiler!

Kommunens rolle er at sikre, at ingen fravælger en elbil på grund af manglende lademuligheder og staten fastsætter de økonomiske forhold, som vægter tungt i overvejelserne, når borgerne skal købe ny bil. 

Hvis borgerne skal se elbiler som en mulighed og et reelt alternativ til benzin- og dieselbiler, så skal de føle sig trygge i forhold til at kunne få opladet bilen, når de har behov for det. Det er derfor essentielt, at ladeinfrastrukturen altid er lidt på forkant, ligesom der er behov for, at vi allerede nu forbereder elinfrastrukturen til en fremtid med høj opladningskapacitet. Aarhus står overfor omfattende investeringer i el-infrastrukturen over de næste ti år på grund af et aldrende elnet. Derfor er det essentielt at de investeringer tager højde for en ny virkelighed med mange elbiler, så vi ikke allerede om 15 år skal bruge tid og ressourcer – og igen besvære borgerne med opgravning af indre by – på nye udbygninger.