Covid-19 gav Aarhus’ klimaregnskab et positivt resultat

Nedlukningerne af samfundet i forbindelse med den globale Covid-19 epidemi har haft mange negative konsekvenser. En af de mere positive er, at Aarhus’ netto udledning af drivhusgasser er faldet markant i det seneste klimaregnskab. Transportsektorens udledning alene er faldet med 255.000 tons sammenlignet med året før. Det svarer til 46 pct.. Desværre vil det være naivt at tro, at faldet vil være lige så stort i næste klimaregnskab. Udledningen af drivhusgasser følger aktiviteten i samfundet og derfor er det forventningen, at udledningen vil være steget, når det næste klimaregnskab for Aarhus udkommer om et år.

”Det er naturligvis positivt, at vi umiddelbart har skåret en luns af udledningen af drivhusgasser. Men vi kan bestemt ikke lette på arbejdet med at bringe Aarhus tættere på en fossilfri fremtid. Vi skal fortsætte med at arbejdet for at mindske udledningen fra Aarhus. Derfor skal vi bruge dette regnskab som motivation til at vi kollektivt kan ændre på samfundets udledning. Naturligvis skal vi ikke lukke samfundet ned, men vi skal bruge erfaringer fra nedlukningerne til at effektivisere arbejdsgange og anlægge nye vaner, som både kan give livskvalitet og mindske vores klimaaftryk som individer,” siger Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus.

Mindre ændringer kan gøre stor forskel

Covid-19 tvang alle til akutte ændringer i den daglige adfærd. Klimaregnskabet viser tydeligt, hvad de ændringer har betydet for påvirkningen af klimaet. Derfor er det oplagt, at man fortsætter med de ændringer, der giver mening at videreføre. Det kan eksempelvis være i forbindelse med pendling og forretningsrejser, hvor små ændringer kan være med til at gøre en forskel.

”Vi skal fortsætte med at udvikle erhvervslivet i Aarhus. Det handler blandt andet om at effektivisere på arbejdsgange og være bevidst om, at der findes flere forskellige bundlinjer, der kan bidrage til gode resultater. Hjemmearbejde er et eksempel, der både giver værdi for den enkelte, og kan nedbringe virksomhedernes driftsomkostninger - og er et fleksibelt redskab. Vi har i forvejen et erhvervsliv i Aarhus, der er i front med den grønne omstilling – et af de næste skridt er, at man tænker grøn omstilling ind som en naturlig del af virksomhedernes og medarbejdernes adfærd,” siger Steen Stavnsbo, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus.

Hjemmearbejde gør en målbar forskel

Selvom konstant hjemmearbejde ikke nødvendigvis er lykken for alle, har mange oplevet værdien af at have flere hjemmearbejdsdage. Her viser klimaregnskabet, at hjemmearbejde – udover at bidrage til en bedre work-life balance – har en målbar effekt på udledningen af drivhusgasser

”Hvis en pendler, der kører 20 km i en benzinbil hver dag, vælger at arbejde hjemme to dage om ugen, kan vedkommende spare 255 kg CO2 årligt. Hvis ca. 25% af pendlerne i Aarhus gør dette, vil det kunne spare 4256 tons CO2 om året – og naturligvis nogle penge på mindre transportomkostninger," siger Henrik D. H. Müller, der er klimachef i Aarhus Kommune.


Fakta:

Covid-19 pandemien har i praksis vist, hvad effekten af forskellige ændringer i vores adfærd betyder for vores klimaaftryk. Eksemplerne her nedenfor viser nogle af disse:

1: Hvis en familie på fire personer vælger at holde ø-ferie i Ballen på Samsø i stedet i Bangkok kan de spare klimaet for udledning af 20 tons drivhusgas. Det svarer til at mere end 30 pendlere skifter bilen ud med cykel et helt år (se eksempel i klimaregnskabet). Hvis destinationen er Spanien i stedet for Bangkok sparer familien ca. 15 tons.

2: Hvis internationale virksomheder i Aarhus vælger at erstatte forretningsrejser med digitale møder, kan de gøre en forskel for virksomhedens klimaftryk. Fx vil to årlige forretningsrejser til USA eller Kina i stedet for fire spare knap 11 tons CO2. Der kan derfor være store gevinster for klimaet ved at trække noget af de vaner vi har haft under pandemien med videre.

Klimaregnskabet viser den samlede udledninger af klimaskadelige drivhusgasser fra Aarhus.
CO2e er en måleenhed, der bruges til at omregne andre klimagassers aftryk til den tilsvarende aftryk, hvis gassen var CO2.

Aarhus bruger udtrykket klimaregnskab, fordi det handler om, hvad bysamfundets samlede aftryk på klimaet er.

Udover klimaregnskabet behandler byrådet den 28.april også:
• Afrapportering på den samlede klimaindsats i Aarhus
• Status på implementering af Klimahandlingsplan 2021-2024
• Status på Aarhus Kommunes Klimafond