Arbejdsgruppe skal knække koden til omstillingen af tung transport i Aarhus

Når man ankommer til Danske Fragtmænds hovedkvarter i Åbyhøj ved Aarhus, er det ingen sag at få sin elbil ladet op. En lang række ladestandere pryder parkeringspladsen ved kontorbygningen. Billedet står som et symbol på den rejse, langt de fleste aktører i den tunge transportsektor efterhånden er begyndt på. Desværre kan man ikke bare kopiere ladestanderne til lastbilsstørrelse og stille op ved Danske Fragtmænds fragtterminaler rundt om i landet. Det er nemlig ikke entydigt, at en elektrificering af lastbilerne er vejen frem. For øjeblikket er snart sagt alle kendte fossilfrie teknologier i spil. Derfor er der brug for viden, erfaringer og rettidig omhu. Det er den primære grund til, at Danske Fragtmænd sammen med en række andre transportvirksomheder og Aarhus Kommune er gået sammen om arbejdsgruppen ’Klimaneutral Logistik’. Arbejdsgruppen er etableret som del af Klimaalliancen Aarhus .

”Der er ingen tvivl om, at den tunge transportsektor skal omstille sig til en fossilfri fremtid. Udfordringen er, at infrastruktur, rammevilkår og produkter endnu ikke kan følge med efterspørgslen. Vi står med andre ord ved begyndelsen af en rejse og skal i den grad hjælpes ad med at finde den rigtige vej,” siger Torsten R. Hermansen, der er forretningsudviklingsdirektør i Danske Fragtmænd og formand for arbejdsgruppen 'Klimaneutral Logistik'.

Et af de aktuelle projekter, hvor nogle deltagere i arbejdsgruppen bidrager med viden, er i indsatsen om en grønnere varelevering i midtbyen i Aarhus.

Alle skal ikke opfinde den dybe tallerken

Et af målene med arbejdsgruppen er, at de forskellige virksomheder, der deltager, deler deres viden med hinanden. Det kan lyde banalt, men i en virkelighed hvor man skal finde ud af, hvilke tiltag der virker, er det et nødvendigt princip.

”Vi skal ikke sidde og opfinde hver vores dybe tallerken. Det er nødvendigt, at vi bruger vores viden sammen. Til syvende og sidst er vi jo alle interesserede i at finde de bedste rammer at drive transportvirksomheder i. Konkret betyder det, at vi afprøver forskellige teknologier hver især og deler viden om, hvad der fungerer. Derudover giver alliancen mulighed for at opnå en større forståelse for hinanden og dermed bedre forudsætninger for at finde de rette løsninger,” siger Torsten R. Hermansen.

Transportvirksomhederne kan ikke løse udfordringerne for sektoren alene. Der er behov for at hele forsyningskæden og alle andre energiforbrugende sektorer tages med i det samlede regnestykke.

”Hvis vi eksempelvis besluttede, at alle de af vores lastbiler, der kører ud fra Odense, skulle være elektriske – forudsat at de kunne leveres – og blev sat til at lade ved terminalen i Odense, ville vi sammen med et par nabovirksomheder trække 60 % af strømkapaciteten i Odense på nuværende tidspunkt. Derfor er det ikke helt så enkelt, som vi kunne ønske os,” siger Torsten R. Hermansen.

Tættere samarbejde skaber de bedste løsninger

Når omstillingen af den tunge transportsektor er et større puslespil, er samarbejdet mellem erhvervsliv og myndigheder endnu mere essentielt. Derfor er Aarhus Kommune også gået helhjertet ind i arbejdsgruppen. Fra kommunens side er målet, at man får bedre indsigt i sektoren. En indsigt, der skal veksles til konkrete sammenhængende løsninger, der hvor kommunen kan byde ind.

”Arbejdsgruppen gør os klogere på, hvad det er for nogle udfordringer, det lokale erhvervsliv står over for – også på de meget praktiske niveauer. Det er viden, vi skal bruge i vores arbejde med at styrke rammebetingelserne for at drive virksomheder med udgangspunkt i Aarhus. Derfor har vi som kommune investeret i at facilitere arbejdsgruppen – og i det hele taget netværket omkring Klimaalliancen Aarhus,” siger Dan Kristian Kristensen, der er bæredygtighedskonsulent i Aarhus Kommune.

Desuden deltager andre medarbejdere fra Aarhus Kommune f.eks. inden for planlægning, byudvikling samt indkøb og udbud mhp. at dialogen kommer hele vejen rundt, så der sikres de bedste inputs til at styrke den grønne omstilling af Aarhus.

Fakta:

'Klimaneutral Logistik' består af virksomhederne Marius Pedersen, DAO, Ole Larsen, Arla, OK, Aarhus Havn, Stark, AAK (Aarhus Karlshamn), Johs. Sørensen, Dania Connect, VIA UC og Danske Fragtmænd.
Derudover indgår GLS, Lynix, DSV og FREJA i en mere løs kobling til arbejdsgruppen.
Netværket er åbent, og det er muligt for interesserede aktører at deltage.