Lav samkørsel med dine kollegaer og hjælp klimaet

Det er mandag morgen, klokken er 7.00, og du sætter dig ud i bilen for at køre på arbejde. GPS’en siger det tager 34 minutter, men du kører i god tid, for morgentrafikken i Aarhus er utilregnelig. På motorvejen kører du mellem 80 og 100 km/t, for der er mange lastbiler her til morgen, og når du rammer Ringvejen i Aarhus står du nærmest stille. Kø for at komme ind til byen, kø for at svinge til venstre, og saftsuseme om der ikke også er kø for at finde en parkeringsplads ved dit arbejde. Endelig lykkes det og 8.06 står du ud af bilen, hvor du møder din kollega på parkeringspladsen. I snakker om hvad I har lavet i weekenden, hvor slem trafikken var her til morgen, mens I følges ind til kontoret, hvor dagens arbejde kan begynde.

Sådan ser morgenerne ud for mange, som arbejder i de større byer. I Aarhus er transporten en af de største udfordringer for at blive en CO2-neutral by i 2030, og transportbehovet er stigende i takt med at byen vokser. Derfor arbejder Aarhus Kommune med at omlægge den daglige transport, så flere hopper på cyklen, går eller tager den kollektive trafik – og som det nyeste skud på stammen – samkørsel.

 

Partnerskaber faciliteter samkørsel

Aarhus Kommune har indgået et samkørsels partnerskab med FDM og deres samkørsels-app ’Ta’Med’, som har til formål at gøre samkørsel til et attraktivt alternativ til privatbilismen i en pendlers hverdag. Partnerskabet betyder, at kommunen forpligter sig til at støtte op om samkørsel og forsøge at udbrede det.

”Samkørsels appen Ta’Med er et godt redskab til at gentænke vores måde at transportere os på. Når Aarhus Kommune vælger at blive samkørsels partner, er det fordi vi fra kommunens side gerne vil opfordre medarbejderne til at tænke transport i dagligdagen på alternative måder bl.a. ved at bruge samkørsel”, siger Katja Kristensen Tøttrup, som er udviklingskonsulent i Borgmesterens Afdeling.

 

Kombinerer samkørsel med den kollektive trafik

Samkørsel kan give en bedre mobilitet i hverdagen – især hvis samkørsel tænkes sammen med den kollektive trafik.

”Vi har meget fokus på store trafikknudepunkter. Samkørsel kan også være at man cykler til nærmeste togstation, tager toget og bliver samlet op af sin kollega på stationen, hvor man derefter kører sammen til arbejdspladsens hoveddør. På den måde indgår samkørsel i en større transportkæde, og øger ens mobilitet”, fortæller Clément Guasco, som er digital forretningsudvikler hos FDM.

I ovenstående eksempel kan en familie spare bil nummer to væk og dermed få færre udgifter samt gavne klimaet med et lavere CO2-aftryk. Derudover vil det give færre biler på vejene, så der bliver mindre trængsel og nemmere at finde parkeringspladser.

Appen Ta’Med matcher automatisk relevante ture for dig, så du ikke selv skal søge en tur hver eneste dag. Derudover giver appen dig og din samkørselsmakker et mødested og et afsætningssted samt automatisk udregner et symbolsk beløb for køreturen. Appen udregner også kombinationer med den kollektive trafik.

 

Sikkerhedsnet for brugerne

Aarhus Kommunes samkørsels partnerskab sikrer også at alle ansatte i Aarhus Kommune er omfattet af en forsikring, som dækker udgifterne til en taxa, hvis det skulle ske, at chaufføren må aflyse turen i sidste øjeblik, og det ikke er muligt at finde et andet lift.

”Det er yderst sjældent at folk ikke kan finde andre alternativer og at taxa bliver et behov. Folk er ordentlige og aflyser kun med kort varsel, hvis det er pga. akut sygdom”, siger Clément Guasco.

 

3 gode råd til dig, der gerne vil lave samkørsel

  1. Forsøg at starte en samkørsels klub med dine kollegaer
  2. Foreslå din virksomhed at facilitere samkørsel
  3. Hent Ta’Med appen og find din næste samkørselsmakker

 

Fakta