Spireprisen: Et anerkendende skulderklap til grønne initiativer

Årskonferencen for klimaindsatsen i Aarhus Kommune afholdes for femte år i streg den 9. december 2020, og ligeledes uddeles Spireprisen på årskonferencen for femte gang. Spireprisen er en ekstra hyldest til dem, der går forrest i den grønne omstilling med klimavenlige og grønne initiativer.

”Aarhus Kommune ønsker at give et skulderklap til dem der gør en ekstra indsats for grøn omstilling. Spireprisen er en hyldest til dem, der gør noget ekstra indenfor klima og grøn omstilling,” siger Stine Sparrewath, der er udviklingskonsulent i Aarhus Kommune.

Spireprisen er med til at sætte ekstra fokus på de mange grønne tiltag i Aarhus Kommune, som hver især bidrager til den grønne omstilling og skubber os alle i en mere klimavenlig retning.

Hvem kan vinde Spireprisen?

Spireprisen uddeles til virksomheder, organisationer, NGO’er, foreninger, ildsjæle, iværksættere eller fællesskaber i Aarhus Kommune, der satser på den grønne omstilling gennem klimavenlige produkter og grønne initiativer.

”Vinderen af Spireprisen udvælges på baggrund af innovationsgrad, forretningspotentiale, samskabelse, formidlingseffekt og klimaeffekt. Ud over anerkendelsen modtager vinderen 10.000 kr. samt tilbuddet om en udviklingsworkshop med partnerne bag Spireprisen, som er COWI, Erhvervshus Midtjylland, Merkur Andelskasse, Sekretariat for Klima og Grøn Omstilling og Worldperfect,” siger Stine Sparrewath.

De nominerede er:

De tre nominerede til Spireprisen 2020 er

  • Konsortiet, som er et borgerinitiativ, der udfordrer køb og smid væk-kulturen gennem læring om vedligeholdelse og reparation af vores ting, og dermed videregiver de reparationskompetencer til en ny generation.
  • Re-Zip, som har skabt en genbrugelig emballage til nethandel. Emballagen er designet til at kunne bruges 30 gange, og allerede når poserne er brugt 10 gange, reduceres CO2-udledningen med 84%.
  • The Upcycl, der har skabt et cirkulært system, hvor restmaterialer og biprodukter fra én produktion kan få nyt liv i en anden produktion. Dvs. virksomheder kan både dele ressourcer, skabe fortjeneste og spare tid.

Vinderen findes på baggrund af en jury bestående af ovenstående samarbejdspartnere og en afstemning på Facebook, hvor alle kan stemme. De to dele vægter 50/50, så alle kan have indflydelse på vinderen af dette års Spirepris.

Fakta:

  • Spireprisen uddeles for femte gang til et grønt initiativ i Aarhus Kommune
  • Du har mulighed for at stemme på dem, du synes fortjener Spireprisen via Go Green with Aarhus’ Facebookside
  • Spireprisen uddeles til årskonferencen for klimaindsatsen i Aarhus Kommune den 9. december, som du kan tilmelde dig her