Samarbejde om grøn omstilling

I den aktuelle situation - og i en forhåbentlig snart mere normaliseret hverdag, hvor corona-krisen ikke fylder i samme omfang som nu - er der endnu mere brug for, at man i fællesskab styrker erhvervslivet gennem de muligheder, som grøn omstilling giver. Samtidigt spiller virksomheder en vigtig rolle i den samlede omstilling gennem en grønnere og mere bæredygtig produktion og håndtering af deres produkter, og flere og flere kunder efterspørger varer og løsninger, der er produceret bæredygtigt.

Projektet ’Smart Energi Aarhus Havn’ er en platform, hvor Aarhus Kommune, Aarhus Vand og Aarhus Havn i samarbejde med virksomhederne på havnen skaber og indhenter vigtigt data. Data vil danne grundlag for konkrete initiativer, der har fokus på cirkulær økonomi og energieffektivitet. Projektet løb til og med juni 2020.

På de næste sider kan du møde et par af projektdeltagerne.

AAK DENMARK A/S

AAK Denmark A/S – tidligere kendt som Aarhus Karlshamn - er et stykke Aarhus historie. Grundlagt som Aarhus Palmekernefabrik i 1871 har virksomheden i mange år sat sit præg på Aarhus Havn. Gennem årene er virksomheden blevet førende indenfor udvikling af vegetabilske olier til både fødevare og Health Care branchen.

Selvom grundproduktet, virksomheden producerer, stadig er vegetabilske olier, er virksomheden hele tiden i udvikling. Fra at lave alle processer manuelt er det i dag en automatiseret produktion, der holder gang i fabrikslokalerne. Det giver bedre arbejdsmiljø med mindre risiko for arbejdsskader, men det åbner også op for at kunne arbejde med bæredygtighed og klimaaftryk. Begge dele er en grundlæggende del af forretningsstrategien.

Lokalt i Aarhus betyder det, at fabrikken har fokus på to overordnede indsatser. Optimering af energiforbrug ved deres processer til fremstilling af olierne og fokus på cirkulær økonomi.

Eksempelvis bliver skråen, som er det materiale, der er tilovers, efter sheakernerne er blevet presset for olie, brugt som biomasse til fjernvarme og elproduktion. Der udvikles løbende på, om der er andre sammenhænge, skråen kan bruges i.
AAK Denmark A/S er gået med i projektet Smart Energi Aarhus Havn, fordi de mener, at de som virksomhed har et samfundsansvar for at understøtte den grønne omstilling af samfundet. Det kræver blandt andet, at der kommer fokus på de eksisterende rammevilkår, så de biprodukter, virksomhederne producerer, nemmere kan komme i cirkulært omløb til andre virksomheder.

Fakta

  • AAK Denmark A/S beskæftiger cirka 250 medarbejdere.
  • Virksomheden har fokus på sit energiforbrug og skifter løbende til LED, når gamle installationer skal udskiftes.

 

MARSELISBORG LYSTBÅDEHAVN

Med sin beliggenhed ved tangkrogen og sit aktivitetsrige havneliv er Marselisborg Lystbådehavn kendt af de fleste i Aarhus som et – særligt om sommeren – yndet besøgsmål. Ligeså har havnen heller ikke problemer med at tiltrække sejlere, der gerne vil have en bådplads ved en af de fine træmoler.

Hvad færre nok ved er, at Marselisborg Lystbådehavn har et stærkt fokus på klima og bæredygtighed i den daglige drift af lystbådehavnen. Med 35.000 besøgende gæster om året og
490 både liggende i havnen, er der efterspørgsel på særligt vand og elektricitet. Vandet bruges til at vaske bådene i, og strømmen bliver brugt, når bådene om sommeren er små flydende ferieoaser.

Derfor har Marselisborg Havn også fokus på at udnytte ressourcerne bedst muligt. Eksempelvis ’nudger’ man sejlerne til at bruge mindre vand ved hjælp af et nøglekort. Det, at man skal gøre en aktiv handling, har bragt forbruget af vand ned. Man arbejder også på at få en løsning, så det er sekundavand, der bliver brugt til at vaske bådene med.

Marselisborg Havn har også indført sit eget affaldssorteringssystem. Det betyder, at man nu kan sortere eksempelvis elektronikaffald fra – noget som der faktisk er en del af, når man er på en havn. Derudover er der fokus på de kendte fraktioner plast, metal og restaffald.

Marselisborg Havn er gået med i projektet Smart Energi Aarhus Havn, fordi man ser en række synergimuligheder som nabo til den store industrihavn. På samme måde som i industrihavnen har Marselisborg en række kredsløb, som kan optimeres og udvikles, så man skaber en endnu mere attraktiv lystbådehavn tæt på Aarhus centrum.

Fakta

  • Marselisborg Havn blev etableret i 1982.
  • 490 både har plads i lystbådehavnen.

 

AARHUS LOGISTICS CENTER A/S

Aarhus Logistics Center A/S – eller I daglig tale ALC – er ejet af Blue Water Shipping. ALC beskæftiger sig med forskellige former for lodsning og lastning af skibe – kaldet stevedoring – lagerstyring og logistik med base på Aarhus Havn. Arbejdet betyder i sagens natur bl.a., at store mængder gods, pakket i containere, passerer gennem virksomhedens faciliteter.

Derfor har ALC også et stort fokus på at gøre deres håndtering af godset så klimarigtigt som muligt. Grundlæggende hviler arbejdet på to ben – at omstille maskinerne til fossilfrihed og at koble medarbejdernes adfærd til forretningens bundlinje. Det har resulteret i, at ALC indtil nu har skiftet 8 af 10 trucks til eltrucks og sat gang i et arbejde, hvor de større trucks bliver skiftet til el/brintdrevne maskiner så snart, det er muligt. Derudover vil man arbejde på at få alle formandsbiler skiftet til el. Det arbejde skal gå hånd i hånd med havnens strategi for grøn omstilling og kræver flere ladestandere og en opdateret energiinfrastruktur. Samtidig resulterer arbejdet med medarbejdernes kørselsvaner både i at reducere virksomhedens klimaaftryk men også i en bedre driftsøkonomi, fordi der bliver brugt færre penge på brændstof, jo ’pænere’ maskinførerne kører.

ALC er gået med i projektet Smart Energi Aarhus Havn fordi, man er nødt til at lave en koordineret indsats omkring den grønne omstilling af havnen – eksempelvis når det gælder transportområdet.

Fakta

  • ALC beskæftiger 78 medarbejdere og råder over 50.000 m2 lagerfaciliteter.
  • 8 af virksomhedens trucks er eltrucks.
  • Virksomheden har skiftet al sin belysning til LED og har fokus på sit eget energiforbrug.