Nedbrydningsfirma genbruger byggematerialer

Selvom den familiedrevne virksomhed Kingo Karlsen har forandret sig markant gennem de seneste årtier, er der dog én ting, som virksomheden stadig holder fast i – nemlig sit fokus på genbrug af byggematerialer.

”Det er en del af vores DNA som virksomhed at genbruge de byggematerialer, vi river ned. Det startede allerede tilbage i 1955, hvor min bedstefar levede af at sælge brugte byggematerialer. Dengang blev næsten alle byggematerialer genbrugt, og det er der, vi som virksomhed gerne vil hen igen,” siger Thomas Kingo Karlsen, der er administrerende direktør i Kingo Karlsen.

Industrialiseringen og globaliseringen har medført, at der ikke længere er den samme økonomiske gevinst i at genbruge byggematerialer, som der var før i tiden. Mange af byggematerialerne er blevet standardiserede og transporteres i dag billigt på tværs af kontinenter. Thomas Kingo Karlsen finder det derfor meget naturligt og ikke mindst nødvendigt at deltage i udviklingen af en fælles materialebank for brugte byggematerialer, som kan skabe både økonomiske gevinster og en reduktion i CO2-udledningen:

”Der findes ingen hokus-pokus løsninger, når det gælder klimaudfordringerne. Vi kan ikke løse udfordringerne alene, og vi bliver nødt til at samarbejde og handle i fællesskab. Vores mission er at bidrage alle de steder, vi kan, og her er samarbejdet om materialebanken et rigtig godt sted, ” siger Thomas Kingo Karlsen.

Potentiale i byggebranchen  

Materialebanken er et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Boligkontoret Århus. Formålet med projektet er skabe en materialebank, som kan administrere og udveksle brugte byggematerialer, så de nemmere kan genbruges og genanvendes. Projektet er opstået, fordi der især i byggebranchen er et potentiale i at genbruge og genanvende materialer og derved reducere CO2-udledningen:

”På sigt vil der opstå mangel på ressourcer i byggebranchen. Derfor er der et stort potentiale i at fremme den cirkulære økonomi og reducere mængden af byggeaffald ved i højere grad at genbruge og genanvende byggematerialer. Det kræver nye måder at tænke på, og det er det, vi udfordrer og arbejder med i udviklingen af materialebanken,” siger projektkoordinator ved Aarhus Kommune, Darma Louise Duus.

Thomas Kingo Karlsen er meget positiv omkring projektet og afslutter:

"Jeg er sikker på, vi finder nogle gode og brugbare løsninger, så vi i fremtiden får et endnu bedre materiale-flow og genbruger mest muligt i byggebranchen."

 

Fakta:

Foruden Aarhus Kommune, Kingo Karlsen og Boligkontoret Århus er ejendomsselskabet Olav de Linde, Boligforeningen Ringgården, boligorganisationen AL2bolig desuden en del af projektet.