Træ bliver man aldrig træt af

Da stadsarkitekten i Aarhus, Stephen Willacy, mødte op til trækonferencen 7. november 2018 i Dome of Visions har han nærmest sine træambitioner uden på tøjet.

"Selvfølgelig kan vi bygge meget mere i træ i Danmark. Både Norge og Sverige kan godt finde ud af det. Hvorfor skulle vi ikke også kunne gøre det," lyder det fra stadsarkitekten.

Derfor debatterede centrale aktører fra byggebranchen træbyggeri som fremtidens bud på mere bæredygtigt byggeri.

"Den bæredygtige dagsorden i Aarhus ligger faktisk fast i og med, at vi skal være CO2-neutrale i 2030, og det kommunale byggeri tager meget godt højde for den ambition. Ikke mindst hvad angår effektiv udnyttelse af energien. Men træbyggeri kunne spille en langt større rolle," siger Stephen Willacy.

Selvom kommunen ikke på forhånd kan bestemme, at et projekt skal bygges i træ, er det tydeligt, at tankerne omkring cirkulær økonomi i byggebranchen vinder mere og mere indpas - også politisk.

"Som jeg ser det, mangler der i dag konkrete retningslinjer for, hvordan man implementerer cirkulær økonomi i dagens byggeri. Og så skal vi have de private bygherrer langt mere med," konstaterer Stephen Willacy og nævner i den forbindelse træbyggeriet i Lisbjerg som et eksempel på, at meget kan lade sig gøre.

Træ på vej?

Træ som materiale fylder mere og mere i byggebranchens overvejelser om valg af materialer og i entreprenørbranchen breder der sig en hidtil uset interesse for træ som byggemateriale.

"Træ er et materiale, som branchen skal kunne håndtere på lige fod med andre materialer. Hvert materiale har sine fordele og begrænsninger, som må vurderes i hvert enkelt tilfælde og med udgangspunkt i det konkrete projekts forudsætninger," siger Jens Thamdrup, sektionschef i NCC.

I den sammenhæng tæller fx materialernes fysiske egenskaber, deres indflydelse på arbejdsmiljøet, deres generelle miljøbelastning, påvirkning af byggerytme og tidsplan og så selvfølgelig indkøbsprisen på materialet.

"Viden og erfaring med at bruge materialerne betyder også meget, og i lovgivningen er der specifikke krav til materialerne. Ethvert projekt bør derfor søge at optimere valget af løsninger ud fra alle disse parametre," siger han.