Stort marked for grønne virksomheder

Et stenkast nordøst for Skanderborg i den lille by Stilling ligger en af de danske virksomheder, der har taget klimaudfordringerne til sig og gjort dem til en del af deres forretningsmodel. Kamstrup, som i mange år har arbejdet med målere til afregning af forbrug til energisektoren, har gjort det til en integreret del af virksomheden at udvikle teknologi, der kan være med til at imødegå klimaforandringerne.

”Ikke alene er der et kæmpe marked for grønne teknologier i øjeblikket, men virksomhederne har også et samfundsmæssigt ansvar for at passe på kloden. Det kan vi gøre ved at producere på en ordentlig måde og skabe produkter, der understøtter den grønne omstilling,” siger Jesper Daugaard, der er Senior Vice President i Kamstrup.

”Jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis vi kan eliminere verdens energispild, kan vi holde os under FN’s ambition om en 2-graders temperaturstigning."
Jesper Daugaard, Kamstrup

Data er nøglen

Udover også at producere teknologi til vandsektoren, er det stadig målere til forsyningssektoren, som fylder i Kamstrups produktion. Men virksomheden har udviklet på produkterne, så de kan bruges til meget andet end at aflæse energi- og vandforbrug.

”I dag er de målere vi laver digitale. Det betyder, at de kan bruges som reelle styringsværktøjer for energi- og vandsektoren. Det kan både være i forhold til at mindske spild, men også som redskab, når man eksempelvis skal indfase vedvarende energi i vores energisystemer,” fortæller Jesper Daugaard.

Det kan lade sig gøre, fordi målerne indsamler data fra et helt forsyningsnet. Ved at få det overblik kan de enkelte forsyningsselskaber dimensionere deres net meget mere præcist og især modvirke energispild.

”Jeg vil gå så langt som til at sige, at hvis vi kan eliminere verdens energispild, kan vi holde os under FN’s ambition om en 2-graders temperaturstigning. I praksis skal der naturligvis andre tiltag til også, men det giver et billede af, hvor stort potentialet er ved at bruge data og styring aktivt i vores energiforsyning,” siger Jesper Daugaard.

Høje myndighedskrav driver udviklingen

Udover at der er forretningsmuligheder i den grønne omstilling og mange virksomheder også er begyndt at se et aktivt samfundsansvar som en del af deres identitet, er der ifølge Jesper Daugaard også en anden årsag til, at danske virksomheder er rigtig langt fremme, når det gælder udviklingen af grønne teknologier.

”Selvom de høje myndighedskrav, vi har i Danmark på energi- og miljøområdet, isoleret set kan ses som værende meget strikse, er jeg ikke i tvivl om, at det er dem, der er en af de primære årsager til, at vi i Danmark er så langt fremme. Virksomhederne har været nødt til at tænke i nye baner for at imødegå kravene fra myndighederne. Og det har udviklet os,” siger Jesper Daugaard.

Man heller ikke glemme, at den model man har i Danmark, hvor forsyningerne hører under myndighederne betyder noget for, hvordan man kan lave langsigtede investeringer i grøn omstilling.

”De udviklingsprojekter som forsyningssektoren i Danmark sætter i gang, kan lade sig gøre fordi man som samfund tager investeringen og accepterer en meget lang tilbagebetalingstid. Det er hensigtsmæssigt, når man investerer i infrastruktur og det er der, hvor privatejede forsyninger i udlandet typisk underinvesterer,” siger Jesper Daugaard.