Nye klimapartnere skal være med til at sikre grøn vækst i Aarhus

40 klimapartnere og Aarhus Kommune arbejder målrettet på at styrke og fastholde Aarhus’ position og stærke profil inden for nye grønne teknologier. Derfor har kommunen genforhandlet partnerskabskontrakterne og indlemmet to nye – Boligkontoret Århus og Scan Underlay - i kredsen.

”Aarhus er med i førerfeltet, men vi kan ikke tage for givet, at vi beholder en erhvervsmæssig førerposition indenfor grøn teknologi. Derfor skal vi sammen med virksomhederne arbejde endnu mere målrettet på, at holde fast i og udvikle de styrkepositioner, vi har og udnytte det store potentiale, der er for øget grøn eksport. Dermed forbedre vi mulighederne for, at Aarhus også i fremtiden er i stand til at skabe de arbejdspladser, der skal til for at sikre en attraktiv by,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

”Aarhus er med i førerfeltet, men vi kan ikke tage for givet, at vi beholder en erhvervsmæssig førerposition indenfor grøn teknologi."
Bünyamin Simsek, Aarhus Kommune.

Stærkt hjemmemarked

Et forsigtigt estimat fra Danmarks Statistik viser, at eksporten af grønne varer og tjenesteydelser ligger på 70 milliarder og beskæftiger ca. 67.000 personer. Hovedparten af disse i Vestdanmark og en stor del i og omkring Aarhus. Der er dog behov for at holde kadencen, og det er blandt andet derfor, at Aarhus Kommune arbejder med partnerskaber med virksomheder.

”Ved at dyrke problemerne i fællesskab og udfordre hinanden på løsningerne kan vi udvikle morgendagens teknologi for Aarhus som bysamfund. Ved at sikre et solidt hjemmemarked skaber vi en stærk platform, som viser resten af verden, hvad vores virksomheder kan,” siger klimachef i Aarhus Kommune Henrik D. H. Müller.

Fakta

40 virksomheder har en klimapartneraftale med Aarhus Kommune.
Klimapartnerne spænder over en bred vifte af virksomheder og vidensinstitutioner og dækker således både energi-, rådgivning- og produktionsområdet samt hele forskning- og uddannelsesfeltet.