Klimakollegaprisen klar til uddeling

Når Aarhus Kommunes Klimakollegapris uddeleles den 13. december sker det for at hylde det personlige initiativ og fejrer de grønne skridt, som ansatte i Aarhus Kommune hver dag tager. Der har været åbent for nomineringer i november måned, hvor alle ansatte i Aarhus Kommune har haft mulighed for at nominere en kollega, som de synes fortjener et ekstra skulderklap.

"Målet er at øge interessen og engagementet blandt medarbejdere ved at inspirere med konkrete eksempler på handlemuligheder og fejre eksisterende initiativer, så der følger en stolthed med dét at gøre en forskel," siger klimachef i Aarhus Kommune, Henrik D. H. Müller.

Det er Aarhus Kommunes bæredygtighedsudvalg, der vælger vinderen af Klimakollegaprisen 2018.

Prisen blev uddelt for første gang i 2017. Årets Klimakollega 2017 blev Bente Damsgaard Sejersen fra Ejendomme i Teknik og Miljø.

De nominerede er...

Jesper Kjær, bygningschef i Musikhuset Aarhus.  Er nomineret for sit arbejde med at nedbringe energiforbruget i Musikhuset Aarhus. Indsatsen har på 10 år sparet Musikhuset Aarhus for 10 millioner kroner.

Mette Soelberg, assistent, Udvikling, Sundhed og Omsorg. Er nomineret for sin indsats med at gøre kolleger opmærksomme på, hvad de selv kan gøre i dagligdagen gennem en adfærdskampagne på arbejdspladsen.

Birthe Jason, lærer, Sabro-Korsvejens Skole. Er nomineret for sit arbejde med at bringe klimaudfordringerne ind i undervisningen og tæt på elevernes hverdag. Arbejdet har blandt andet resulteret i, at skolen har erhvervet Grønt Flag som en af de få skoler i Aarhus.

Erik Sepstrup Jensen, virksomhedskonsulent, Sociale forhold og Beskæftigelse. Er nomineret for sit arbejde med at nedbringe sit eget CO2-aftryk i hverdagen - blandt andet ved meget konsekvent at vælge cyklen som transportform.

Christine Toft Hjort, pædagog, Læssøesgades Skole. Er nomineret, fordi hun konsekvent tager cyklen på arbejde - på trods af en afstand på 32 kilometer. På den måde er hun et eksempel for sine kolleger og eleverne.

Lissie Boye, lærer, Virupskolen. Er nomineret for sin indsats med at bringe klimaudfordringerne ind i sine kollegers hverdag og skolens drift. heller ikke eleverne går forbi - de oplever også interessen for klimaudfordringerne i undervisningen.