Verdens største jordklode er placeret i Aarhus

Følelsen, man forlader Climate Planets store setup med, er soleklar: Der skal handles, og der skal handles nu.

Midt i hjertet af Aarhus, på den nye havneplads, ligger en gigantisk jordklode, hvor de syv kontinenter tydeligt er afspejlet. Den cirka 20 meter høje globus er verdens største, og målet med den er at skabe en forståelse for klimaforandringerne, og hvordan vi tager hånd om problemet.

Både uden om og inden i den store globus er der mulighed for at lære om både klimaforandringerne, udfordringerne og de muligheder man selv har for at tage del i løsningerne. 

"Det har været vigtigt at skabe en forståelse, og ikke kun vise et dommedagsbillede. Vi fokuserer også på de mulige løsninger," siger direktør for Koncept Aarhus, Henrik Rud.

Film skal hjælpe

Inde i den store 20 meter høje globus hænger endnu en globus, som transmitterer livebilleder fra hele verden, men blot ved et tryk på en knap vises en storslået film lavet af Climate Planet i samarbejde med den danske metrolog, Jesper Theilgaard.

Videoen viser og fortæller, hvorfor vi er nået til, hvor vi er i dag, men giver også et billede af, hvad man i fællesskab kan gøre for at vende tendensen – og da der skal en fælles indsats til, er videoen også for alle.

"Det har været et stort fokus, at filmen skulle være pædagogisk. Både børn, unge og voksne skal gerne kunne se filmen og få noget ud af den," siger metrolog og manuskriptforfatter på filmen Jesper Theilgaard.

Efter den 45 minutters lange film ledes de besøgende ud i området omkring den store globus, hvor flere samarbejdspartnere er placeret, for aktivt at vise, hvad man selv kan gøre derhjemme.

"Det har været et stort fokus, at filmen skulle være pædagogisk."
Jesper Theilgaard, Klimafilmens manuskriptforfatter

Store udenlandske forventninger

Climate Planet skal hen over de næste tre år på en stor Europaturné, hvor globussen skal besøge 24 byer for at sætte fokus på problemstillingen. Climate Planets første udenlandseventyr er allerede i november, hvor kursen sættes mod Tyskland, nærmere Bonn, når det store klimatopmøde, COP23, afholdes.

"Det er en stor mulighed, hvor mange klimabevidste mennesker er samlet, og der kan vi være med til at styrke fokus hos befolkningen," siger Henrik Rud.

Efter det store klimatopmøde fortsætter Climate Planet sin færd igennem Europa, og fordelen ved at være et sted som Bonn betyder, at omtalen vil kunne generere en masse interesserede gæster.

"Håbet og forventningen er, at snakken og interessen for dette projekt spreder sig som ringe i vandet, og så får vi måske flere millioner af gæster ind og se globussen," siger Henrik Rud.