Nyt biodiesel gør skraldebilerne i Aarhus grønne

Når RenoNorden og DSV Transport A/S overtager arbejdet med at tømme aarhusianernes affaldsspande til oktober 2017, bliver det med grønt brændstof i tanken. Det seneste udbud på renovationsarbejdet i Aarhus Kommune har nemlig sikret, at skraldebilerne skal bruge 2. generations biodiesel som brændstof. Det betyder, at de udleder op til 90 % - eller 650.000 kilo - mindre CO2, end hvis skraldebilerne brugte almindeligt diesel som brændstof.

”Aarhus har en ambitiøs målsætning om at nedbringe vores CO2-udslip. En af knasterne af transportsektoren, som uden sammenligning udleder mest CO2. Som kommune vil vi gerne påvirke der, hvor vi kan. Og en af vejene er at sikre, at kommunens egen transport udleder lidt eller intet CO2. Ved at gå foran og have fokus på vores udbud, kan vi være med til at øge efterspørgslen generelt på teknologier, der ikke udleder samme mængde CO2, som hidtil,” siger rådmand i Teknik og Miljø, Kristian Würtz.

RenoNorden, som skal levere på udbuddet er glade for, at der bliver stillet krav til, hvordan man skal hente affaldet hos aarhusianerne. 

”Det er i tråd med vores overordnede politik omkring socialt ansvar. Vi ønsker at bidrage til, at den store mængde af affald, som vi hvert år transporterer, foregår så miljømæssigt korrekt som muligt. Derfor finder vi det spændende, at vi nu i samarbejde med AffaldVarme Aarhus skal til at drifte den opgave med 2 generations biodiesel. Det er vigtigt for os at arbejde for en bedre verden, og derfor er vi fast besluttet på at gennemføre vores forretning i overensstemmelse med de højest faglige, etiske og juridiske standarder,” siger Erik Bohn Andreasen, som er driftschef hos RenoNorden.

Affald er ressourcen

Den biodiesel, der fra oktober skal drive skraldebilerne, er fremstillet af biologisk affald som eksempelvis slagteriaffald. I Danmark produceres der i dag biodiesel i Vejle. Og kvaliteten er væsentligt bedre end 1. generation, som blandt andet var hård ved motorerne. Det har ændret sig.

”2. generations biodiesel er nu så langt fremme, at det driftsmæssigt er konkurrencedygtigt med traditionelle drivmidler. Det betyder, at vi har kunnet lave et udbud, hvor vi har kunnet vægte, at operatøren skal køre på biodiesel. Den samlede mængde CO2, vi dermed sparer i forhold til almindelig diesel, er 650.000 kilo per år,” siger Tom Ellegaard, der projektleder i AffaldVarme Aarhus.

Næste skridt er elektrificering

I udbudsfasen har man i AffaldVarme Aarhus også undersøgt mulighederne for el-drift i renovationsarbejdet. Og Tom Ellegaard er overbevist om, at el-dreven teknologi kommer til at spille en afgørende rolle i de næste udbudsrunder

”Vi skal sikre en stærk drift, så aarhusianerne får tømt deres skraldespande. Og lige nu er el-drevne lastbiler i den størrelse, som der er behov for i Aarhus, ikke færdigudviklet. Det betyder både, at økonomi og driftssikkerhed bliver udfordret. Teknologien flytter sig dog så hurtigt, at det bestemt er en realistisk mulighed med el-drevne skraldebiler i Aarhus på lidt længere sigt,” siger han.

 

FAKTA:

  • Der kører i alt 21 lastbiler og tømmer affaldsspande i Aarhus
  • En skraldebil drevet af biodiesel udleder op til 90 % mindre CO2 end en traditionel skraldebil.
  • 2-generationsbiodiesel – også kaldet HVO (Hydrogeneret vegetabilsk olie) - er et vedvarende, grønt dieselprodukt, som er produceret på baggrund af 2. generations biomasser – f.eks. vegetabilske olier eller animalsk fedt.
  • HVO har de samme egenskaber som almindelig diesel, hvorfor brugen af HVO hverken påvirker køretøjers egenskaber eller servicebehov.
  • De store bilproducenter, Scania, Mercedes og MAN har godkendt brugen af HVO i deres normale diesel-køretøjer, der opfylder kravene til Euro 6 normen – og til dels også Euro 5 normen.
  • Der er ingen ekstraomkostninger ved indkøb af nye køretøjer, der kan køre på HVO.
  • Der er ingen tekniske tilpasninger ved skift mellem brug af HVO og almindelig diesel på et køretøj. Det medfører en høj driftssikkerhed.
  • AffaldVarme Aarhus har p.t. kendskab til 2 busselskaber i Danmark, der anvender HVO som drivmiddel. Til gengæld anvendes HVO i større omfang udenlands.
  • Da der p.t. ikke er et større marked for brug af HVO i Danmark, kan produktet ikke købes på almindelige tankstationer
  • HVO produceres primært i Sverige, men der findes også dansk produktion på DAKA i Vejle