Klimastudie er hot blandt studerende

Over de sidste to år har der været en stigning på 150% af antal ansøgere til ”elektrisk energiteknologi” uddannelsen på Aarhus Universitet. Ansøgerne til uddannelsen er i massiv fremgang, og det ser ikke ud til, at det ændrer sig. Bare i år er der forventet yderligere stigning i antal ansøgere, hvilket også har resulteret i, at man både har en sommer- og en vinterstart på studiet. Den store fremgang er til at mærke hos universitetet.

”Det er en stor forandring, vi har været igennem. De sidste to år har interessen for studiet steget markant, og det har betydet, at vi har øget antallet af studiepladser, samtidig med at karaktersnittet for uddannelsen næsten er steget med en hel karakter,” siger lektor Björn Andressen fra Aarhus Universitet.

Energilaboratorie en stor del af succesen

En af grundende til studiets succes er udover den store klima-udfordring, som samfundet står over for, det nye energilaboratorie på Aarhus Universitet, der siden 2016 har stået som det største i Norden. Laboratoriet er helt nyt, hvilket betyder, at muligheden for at teste, lære og skabe er en af de ting, som Universitetet og uddannelsen kan sælge sig selv på.

”Vi har nogle rigtige gode uddannelsesmæssige rammer med både eltavler, generatorer, solpaneler og andre ting, som gør, at laboratoriet er helt i top. Universitet kan undervisningsmæssigt og forsøgsmæssigt være med på højeste niveau, og det kan selvfølgelig være en af grundende til, at man synes, studiet er ekstra interessant,” siger Bjørn Andressen, som også er laboratorieansvarlig på Aarhus universitet.

Gode rammer giver motivation

En af de mange studerende, som studerer ”elektrisk energiteknologi”, er Alina Løbner, som synes, de uddannelsesmæssige rammer er med til at give en ekstra motivation, når man tager af sted om morgenen.

”For det første vil jeg sige, at jeg søgte ind, fordi jeg synes, det er et utrolig spændende emne og en spændende problemstilling. Der er nogle klimamæssige udfordringer, som er spændende at lære om og prøve at være med til at løse. Men det er klart, at et laboratorium, som er så godt som dette, giver en ekstra motivation, og en ekstra lyst til at være her. Jeg tror bestemt på, at rammerne kan få nogen til at vælge uddannelsen, hvis de i forvejen har interessen, ”siger førsteårsstuderende Alina Løbner.

Mange gode grunde

På Aarhus Universitet kommer der hvert eneste år flere ansøgninger til elektrisk energiteknologi og Björn Andresen tror og håber på, at det forsætter.
”Jeg håber og tror på, det fortsætter med stigningen i antal ansøgere. Vi har også nogle andre ting, som taler for, at man kan vælge et studie som dette. Samfundsmæssigt er det det rigtige tidspunkt at vælge studiet på. Der er nogle store udfordringer, som man gennem dette studie kan prøve på at være med til at løse, og derudover er vi en af de få studier, som ikke er berørt af udannelsesloftet, og derfor kan det også være et studie man læser, men samtidig ikke begrænser sig af efterfølgende, så der er mange ting, som taler for studiet,” afslutter Björn Andresen fra Aarhus Universitet.