REUSE har fødselsdag

Mandag den 18. april er det nøjagtig et år siden, at REUSE slog portene op for gratis storskrald, krydret med kunst, kultur og undervisning om genbrug og genanvendelse. 

REUSE er en gentænkt genbrugsstation, der ligger på Godsbanens arealer midt i Aarhus. REUSE er et forsøg, der drives af AffaldVarme Aarhus. Og nu er der altså gået et år. 

Det fejres med en fødselsdag over to dage. På selve dagen, mandag den 18. april kl. 15.30-17 afholdes den officielle del af fødselsdagen. Her er gæsterne er alle de gode kræfter, der var med til at udvikle og opbygge REUSE. Alle fødselshjælperne, så at sige. Formand for Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune Camilla Fabricius holder tale, og der er kaffe, kage og bål. 

Fødselsdag for alle

Men allerede dagen før, søndag den 17. april kl. 12-15, tyvstarter REUSE og fejrer fødselsdag med og for alle dem, der nu kender, bruger og holder af stedet. Dem, der giver stedet liv i dagligdagen. 

Alle er velkomne, og i stedets genbrugs- og ”gør-det-selv”-ånd er der mulighed for at lave både mosaikker til udsmykning af plantekasser på REUSE og flagranker, der også kan tages med hjem. Alt sammen selvfølgelig af genbrugsmaterialer. Man kan også prøve at støbe fx lysestager og figurer af genbrugsbeton fra Aarhus Kommunes AffaldsCenter. 

Der trakteres desuden med saftevand og genbrugskage (trøfler!). Der er arrangeret opgaveløb om REUSE og genbrug på området, hvor der kan vindes flotte præmier – naturligvis også af genbrugsmaterialer. 

REUSE ønsker sig…

Husk at REUSE meget gerne vil have fødselsdagsgaver i form om af storskrald, der kan givers videre. Storskrald kan afleveres på REUSE, der har åbnet hver dag kl. 12-17. Storskrald kan også sendes til REUSE via den kommunale storskraldsordning gennem følgende link: Aarhus storskrald