Nye gadelamper i Mårslet sparer 200.000 kroner på elregningen

Det er nu et år siden, at halvdelen af Mårslet fik nye gadelamper. Skiftet til LED-har betydet, at elregningen er blevet næsten 200.000 kroner mindre. 

Aarhus Kommune skifter 29.000 nedslidte kviksølvgadelamper med moderne og miljøvenlig LED-teknologi frem mod slutningen af 2018. Det betyder markante besparelser på elregningen.

Udskiftningen sker i hele kommunen og skal både skabe tryggere boligområder, øget trafiksikkerhed og bidrage til visionen om at gøre Aarhus CO2-neutral i 2030.

Mårslet fik som en af de første byer glæde af den nye vejbelysning for et år siden, og den første opgørelse viser, at skiftet til LED-teknologi i Mårslet alene det første år har givet en besparelse på næsten 200.000 kroner.

”Skiftet til LED-teknologi i store dele af vejbelysningen skal være med til at indfri målet om at vi i Aarhus Kommune er CO2-neutrale i 2030. Det er en god sidegevinst, at besparelserne på elregningen er så store. Det betyder, at udgifterne til projektet vil være tilbagebetalt i løbet af 20 år,” siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø. 

Skal din vej have ny vejbelysning?

Udskiftningen af de mange gadelamper forløber efter planen, og frem til december bliver der arbejdet på at give Stavtrup, Brabrand, Hasle, Sabro og Tilst bedre oplyste gader. Herefter bevæger montørerne sig videre til den nordlige del af kommunen. På www.aarhus.dk/lys kan man finde alle gader i Aarhus Kommune og se hvornår, gadelamperne bliver udskiftet.